ZOI (DA)

Science fiction-romamem ZOI er udgivet på dansk af ReadDieRepeat og på engelsk af Spaceboy Books.

Amira var fem år, da den første zoi dukkede op i solsystemet. Allerede dengang blev hun dybt fascineret af det store, cellelignende væsen, der bevægede sig gennem himmelrummet. Nu er hun og tre andre astronauter på vej gennem det ydre rum som passagerer i en zoi på dens fortsatte rejse mod andre stjerner.

De har ingen indflydelse på kursen og kan kun kommunikere med deres ikke-intelligente vært ved at signalere deres fysiske behov. Og mens zoien opfylder disse behov, udsætter den også sine gæster for hormonelle påvirkninger og genetiske forandringer.

Noget levende begynder at vokse frem ved siden af hver enkelt astronaut, og rejsen går ind i et nyt stadium – med vidtrækkende konsekvenser for både mennesker og zoier.

“Mondrups roman gør, hvad science fiction gør bedst — den tager et tankeeksperiment og spinder en fortælling omkring det. […) Det er en kunst at gøre svære tanker tilgængelige; Mondrup lykkes over al forventning.”
Steen Ledet Christiansen, professor på Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet, i tidsskriftet Kulturkapellet 6. juni 2025.

“6 ud af 6 celler” ʘʘʘʘʘʘ
Nomi Bookreader 27. maj 2025

“Jane Mondrup er en fremragende fortæller og styrer historien med kyndig hånd. Jeg lod mig simpelthen bare rive med og flød nærmest selv sammen med zoien og de videbegærlige astronauter, der blev udsat for lidt af hvert.”
Boggrippen / Marlene Bentsen, 3. juni 2025 (anmeldelsen kan findes på både Instagram, Facebook og Goodreads)

“Zoi er til dig, der ikke vil nøjes med det let-fordøjelige, men som godt tør kaste sig ud i litteratur, som man kan mærke og som bliver hængende i lang tid.”
Pleasejustletmeread / Ida Schøler, 5. juni 2025.

“Den er gribende fra side 1, og holder en fanget hele vejen igennem med en underlig creepy følelse – uden at være decideret horror. Det er længe siden jeg har været så grebet af en roman.”
Bookwormscloset / Gitte Tofte, 30. juni 2025.

“Det her er virkelig en af de bøger, jeg ville ønske jeg kunne glemme slutningen på, så jeg kunne læse den igen og opleve det som var det første gang jeg læste den.”
Pernilles boghimmel / Pernille Anette Gaasedal, 31. juli 2025.

“Jeg kan lige så godt starte med at smide armene opgivende i vejret og indrømme: jeg elsker stort set alt ved denne bog […] Det er intelligent, det er ambitiøst, og det er helt igennem en fornøjelse.”
Superkultur / Janus Andersen, 5. august 2025.

Zoi greb mig fra første sætning. Historien er både interessant, overraskende og original. Jeg blev vildt fascineret af hele den biologiske fortælling, men også af de spørgsmål historien rejser. […] trods de store eksistentielle spørgsmål historien rejser, er Zoi alligevel let at læse. Jane Mondrup skriver klart og forståeligt, og plottet har en handlingsbåren spænding, der understøtter de filosofiske overvejelser. “
Gyseren / Signe Guldager, 7. august 2025.

“Zoi har virkelig åbnet mine øjne for genren […] Bogen indeholder flere relevante emner, såsom identitet og ønsket om at følge egne drømme, forskellige familiekonstellationer og samfundets forventninger til hvordan man skal agere for følge strømmen, og Jane mestrer at navigere i det hele på allerfineste vis.”
Goldenreadingcorner / Signe Guldager, 7. august 2025.

““Zoi” bruger genretrækkene som en setting, der gør det muligt at sætte spørgsmål på spidsen. I virkeligheden har @jane.mondrup skrevet et dybt filosofisk ‘manifest’, der muliggøres af genrens unikke råderum.”
Barelaese / Simone, 10. august 2025.

“Med ZOI får vi et uforligneligt bidrag til dansk litteratur. Mondrup skriver simpelt, men stærkt. Hendes sprog er smukt i sin enkelhed, og jeg blev hurtigt grebet af plottet og fortælleren. Flere gange gennem læsningen måtte jeg stoppe op og beundre de valg, der er taget med hensyn til plottet.”
Boguglen / Lea Foged, 12. august 2025.

Zoi er en overskuelig, men forundrende dansk sci-fi roman, som nærmest læser sig selv. Den er både spændende, ukomfortabel og overraskende varm på samme tid, og ulig mange andre science fiction romaner gør den ikke en last ud af at worldbuilde.”
Fantasynørden / Valdemar Lenschow, 20. august 2025.